Guide

Oktober måned…. Den sidste i denne omgang…Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Tue, November 24, 2009 22:06:38

Min fødselsdag nærmede sig og jeg gruede godt og grundigt for dagen… 25 år fy for f….. 14 dage tidligere havde jeg læst i et blad, at ens liv slutter når man fylder 25… så I kan jo selv tænke jer til hvor deprimeret man bliver når der kun er så kort tid til så… Dagen før min fødselsdag tog Pernille og jeg i lufthavnen. Omkring midnat ringede vækkeuret og det var tid til at komme ud til lufthavnen igen for at hente de nye gæster. Da kl. slog 00:00 fik jeg min første fødselsdagssang fra Pernille og da jeg satte de sidste 4 gæster af på deres hotel i Marmaris fik jeg også en sang med på vejen af dem J Kl. var omkring 5 da vi kom hjem i seng og kl. 8.30 var vi på kontoret igen. Marlene skulle have to busser med på byrundtur så jeg bad Kasper om at tage den ene bus – det skulle jeg aldrig ha’ gjort, for før jeg fik set mig omkring havde jeg kanel over det hele – inde på kontoret – og væk var Kasper. Vi fik ordnet vores sager på kontoret og det blev endelig tid til at Pernille og jeg kunne tage hjem og få sovet noget mere. Vi sagde farvel på kontoret og gik. Da vi kom ned for enden af stien ved kontoret sprang de alle sammen pludselig frem og overfaldt mig med en vandslange og gud ved hvor meget kanel. Min reaktion var at sætte mig ned på jorden med hænderne for hovedet ude af stand til at kunne gøre andet end at tage imod. Der stod jeg så midt på vejen og dryppede med en flok grinende kollegaer omkring mig og en masse ukendte tyrkere som ikke fattede et klap af hvad der foregik. Godt nok bor Pernille og jeg tæt på kontoret, men gennemblødt og med kanel over det hele, så føltes det som en meget lang gåtur hjem! Og folks stirrende blikke brændte i nakken af mig. Da vi endelig nåede hjem til lejligheden gik jeg direkte i bad – med alt tøjet på. Efter en time under bruseren og efter at have vasket hår flere gange måtte jeg trist konstatere, at stanken kanel ikke bare sådan lige forsvinder fra håret (der gik to dage før den var væk!). Om aftenen havde Pernille arrangeret hvad vi skulle uden jeg måtte vide det, men jeg har da aldrig mødt en som er så dårlig til at skjule noget som Pernille… Men det var okay – jeg havde regnet ud at vi skulle på Faros. Da vi kom derned var et langt bord pyntet op og i loftet hang røde og hvide balloner. Vi var i alt 24 personer. Efter vi havde spist kom personalet på Faros med lagkage og tyrkisk fødselsdagssang efterfulgt af dansk fødselsdagssang fra danskerne. Jeg skar kagen for og så var der chokoladekage til alle. Derefter begyndte folk så småt at forsvinde derfra. Til sidst sad vi jeg, Pernille og Vicky tilbage (Vicky er en veninde vi har fået fra Skotland som arbejder på Beach Club). Vi forlod Faros, gik en hurtig tur på Salt’n’Pepa hvor vi mødtes med Sandie og derefter på Beach Club. Jeg tror det var en super sjov aften, men jeg fik nok en tequila eller to for meget, for jeg kan ikke helt huske hele aftenen J Dagen efter kunne jeg i hvert fald mærke den ekstra tequila – jeg sov til kl. 18 og var ikke helt klar på at tage til hennafest kl. 19. Men af sted det kom vi da. Hennafest er en form for polterabend med måske 100 mennesker. Det var Julie og Mesut som skulle giftes dagen efter. Sådan en hennafest er noget sjovt noget… Pludselig blev alle pigerne gennet ud i et rum udenfor festlokalet hvor vi skulle stille op på række. Derefter skulle vi gå bagved Julie og Mesut ind gennem det store festlokale og ud midt på dansegulvet. Her skulle vi gå i en ring omkring dem, mens de sad på to stole i midten. Der var så mange mennesker at vi ikke rigtig kunne se hvad der foregik, men jeg vil gætte på at Mesut og Julie fik henna i hånden, for hun havde da en rød silke pose på hånden bagefter. En dame kom hen med et fad med henna på til os, og så skulle vi også have en klat henna i hånden… Da aftenen nærmede sig sin slutning sagde vi pænt farvel og gik på Salt’n’Pepa – Pernille og Sandie var på vodka, men jeg holdte mig pænt til vand. Senere gik vi på Beach Club og efter en cola der trak jeg mig tilbage og gik hjem i seng. Dagen efter havde Julie arrangeret, at dem som ville kunne komme ned til en frisør og få sat hår. Pernille og jeg kom omkring kl. 14. Da det blev min tur sagde frisøren til mig, at mine hår extensions var et problem fordi der var en filt – så han var nødt til at pille et par stykker ud. Efter 4 timer havde de endelig sat mit hår… OG taget ALLE mine extensions ud! Jeg var rasende! Det samme var Pernille, for kl. var 18:10 og vi skulle hentes i busser kl. 17:45…. Det kunne vi jo så ikke rigtig nå, så vi skyndte os hjem, fik noget at spise og fik skiftet tøj. Så smuttede vi over til Ergin og Sonny som også skulle med til brylluppet. De havde bestemt ikke travlt og kl. 20 tog vi en taxa. Vi skulle følges med en hollandsk pige, Janneke og hendes veninde… Det vidste Janneke vist bare ikke, for hun var bestemt ikke glad for at se os og hun blev stiktosset på Ergin over at vi var med… forskellen var bare, at vi kender Julie og Mesut og vi var inviteret… det gør Janneke og veninden ikke og de var heller ikke inviteret! Men bortset fra dem, så var det en rigtig god aften. Julie var virkelig smuk i hendes flotte hvide kjole med det røde silkebånd om livet og en flot Mesut ved sin side, som i dagens anledning havde skiftet break dancer tøjet ud en med en flot smoking. Brudevalsen blev spillet, risene blev kastet, strømpen blev klippet og tyrkerne syntes vi var underlige - men det samme syntes vi om dem og deres traditionelle danse J

Dagen efter brylluppet skulle vi mødes med Mesut og Julie og hendes familie på restaurant Beverly Hills, hvor der var dansker middag. Selve brylluppet var med omkring 600 gæster så det var uden mad, sange og taler, så derfor holdte de en danskermiddag.

D. 18. oktober kom og det var tid til at sige farvel til Kasper og Marlene som rejste hjem. Det var ikke sjovt at sige farvel og det er helt mærkeligt at de ikke er her mere. Samme aften var vi inviteret op til Nimo, hans kæreste og deres 3 måneder gamle datter og spise… Nimo stod for madlavningen… Kyllingelår og kyllingevinger i toastmaskinen… det har jeg ligegodt aldrig oplevet før, men fint det smagte det. Aftenen gik med god mad og en god tyrkisk film og da kl. blev 22 sagde Pernille og jeg tak for i aften og smuttede på Faros for at se elimineringen i X-Factor.

I onsdags (d. 21/10) havde vi inviteret Vicky op til os og spise, for derefter at tage i byen. Det var en super hyggelig aften – bare så ærgerligt at Vicky rejser hjem i weekenden. I går – torsdag – gik dagen i sengen med at se ”Benjamin Button”. Ved eftermiddagstid tog vi ind i basaren hvor vi skulle mødes med Julie og Mesut, som skulle have deres bryllupsgaver. Da Mesut efter laaaaaaang tid havde besluttet sig for hvad han ville have og Julie havde det samme (selvom hun kun brugte 10 minutter hvorimod Mesut brugte 50 minutter) gik vi ned på restaurant Fellini nede i Marinaen hvor vi sammen fik noget lækkert at spise. Pernille og jeg gik langs strandpromenaden hjem og da vi kom hjem kom Julie over til os – så var der dømt hygge med film og slik!

De sidste dage nærmede sig og pludselig var det tid til at sige farvel til Marmaris.. Den sidste aften i Marmaris blev brugt på at gøre lejligheden ren, pakke det sidste og flytte Pernilles ting over i en anden lejlighed. Derefter tog vi på Faros til Haloween party og sluttede på Beach Club hvor jeg fik sagt farvel til de sidste. Transfer bussen kom og af sted mod Bodrum. Ergin, Nimo og Alaz kom og sagde farvel ved bussen… Det var hårdt at forlade Marmaris og det var heller ikke helt uden tårer… Endnu en fantastisk sæson sluttede der…

The days just passes by…Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Fri, October 23, 2009 12:00:18

Tiden flyver stadig afsted hernede og siden jeg sidst har skrevet herinde er der sket en hel del.

D. 8. August stod der Aalborg/Milas på mit skema – så en tur i lufthavnen og hente Aalborg gæster.. Efter en forsinkelse på omkring 8 timer landede flyet endelig og ud kom mor og far – vores første (og mit eneste) besøg denne sæson.

Den første dag blev brugt med velkostmøde og byrundtur – og med lidt god overtalelsesevne fik mor og jeg overtalt far til at han skulle tage med mor i hamam (Tyrkisk bad) – luksus pakken selvfølgelig. Skeptisk som han var tog han af sted og som vi havde spået på forhånd var han vild med det. Knap så nemt gik det med barberen… Om det var fortællingen med spritten på et nybarberet ansigt, tanken om den gammeldags barberkniv eller vatpinden dyppet i sprit og sat ild til for at fjerne øre- og næsehår, det ved jeg ikke, men far var ikke til at rokke ud af stedet.

De 14 dage de var her gik alt for hurtigt. Tiden gik med en Landsbytur med Pernille som guide og en Dalyantur igen med Pernille som guide. Weekenden kom igen og det var tid til at pakke velkomstbreve – Pernille havde fået tjansen så vores kære mor mødte op på kontoret for at hjælpe til med pakkeriet. Hurtigt og effektivt fik de pakket brevene.

En tur i Barstreet på pubcrawl blev det også til – ikke som deltagende i pubcrawlen men som ”tilskuer”. Tiden kom hvor mors fødselsdag skulle holdes… Pernille og jeg havde i lang tid snakket om hvor vi skulle holde den henne – valget faldt på en lille hyggelig restaurant hvor de flot havde pyntet op med danske flag og balloner i loftet, flag på bordet, lagkage og fødselsdagssang. Efter god mad, sang og gaver gik vi videre til Malibu Beach hvor vi skulle se det fantastiske Michael Jackson show som vi også så sidste år. Endnu engang Imponerede Yigit (Michael Jackson) med sit imponerende show som denne gang blev foreviget på fars nye video kamera. Herefter sluttede en god aften – denne gang blev det ikke til noget besøg på Beach Club hvor podier og barer kunne friste danselysten hos mor. I stedet hed det hjem i seng og op igen næste morgen, hvor Pernille og jeg havde lejet en bil, lånt en kølerboks, lavet sandwich og pakket tasken med drikkevarer, tæpper, blade, osv. Kl. 11.30 hentede vi mor og far og af sti af sted det gik mod Gökova hvor picnic ved stranden var formålet… Det gik dog ikke helt som planlagt, for Pernilles og min stedsans er måske ikke helt på toppen og at finde ned til Gökova bugten var en større udfordring. Vi kørte rundt og rundt for til sidst at beslutte os for at slå lejr under en masse træer lige ud til vandet blandt alle de lokale som havde fået præcis samme idé. Dagen gik med at slappe af, bade, sole os, læse i blade og bare hygge. Da vi ikke gad mere pakkede vi sammen og kørte på marked inde i Marmaris. Enden for mors og fars ferie i Marmaris nærmede sig og da aftenen kom for hjemrejsen stod jeg og vinkede farvel mens Pernille fik æren af at være guiden som skulle følge dem til lufthavnen.

Da mors og fars fly havde sat dem af hjemme i Aalborg lufthavn steg Pernilles veninde Carina ombord og da flyet igen landede i Milas stod Pernille klar til at tage imod hende.

Ugen med Carinas besøg gik også hurtig – hun var med ude og møde dem alle sammen, Arci og Ergin på Salt’n’Pepa, Ismail på Bar X og Faruk og alle de andre på Beach Club – og ikke mindst Nimo og de andre på Faros.

Ugen stod på pubcrawl med Pernille og jeg som guider, spisning på Faros, byturer og en tur hos frisøren hvor jeg havde fået den idé at skulle have sat hår på så jeg igen kunne blive langhåret. Pernille havde nogle ekstra fridage den uge og nød dem i fulde drag sammen med Carina som alt for hurtigt tog hjem igen.

Men ja, life goes on – også vores. I løbet af den næste tid fik Pernille og jeg inviteret os selv på frikadeller og brun sovs hjemme hos Katrine og lille Sofia, vi fik os en total hjerneblødning mht. Barstreet som pludselig skulle udfordres… Det holdte dog kun 3 dage og så var vi tilbage på vores pind på Beach Club. Kasper som er totalt fan af alt der har med fodbold at gøre, fik endelig en aften overtalt os til at vi skulle med ned og se noget fodbold – jeg kan desværre ikke fortælle hvem der spillede, for det interesserede os ikke det mindste – til gengæld fik vi drukket os nogle øl og før kampen var slut smuttede vi derfra – synd for Kasper, men alle som kender Pernille og jeg ved, at fodbold og os bare ikke hænger sammen!

9. september kom, og Kim og Nadia kom herned – så ud og spise og hygge med dem og så havde Kim været så elskværdig at købe det nye Woman blad med til mig.

Nå… En aften da Pernille og jeg var for dovne til at gå ud og handle eller gå ud at spise havde vi et problem, for køleskabet var gabende tomt og vores maver skreg efter mad… Vi blev enige om at hvis vi bare havde et menukort og et tlf.nr. til et pizzaria eller sådan noget så var det da det vi skulle… jeg ledte i alle skuffer og skabe men kunne intet finde, indtil jeg kom i tanke om et menukort som jeg havde set var skubbet halvt ind under naboens dør – ud på svalegangen, hurtigt hen til døren og haps – vores aftensmad var redet. Pernille fik fornøjelsen af at ringe og bestille vores mad og efter en god gang blanding af tyrkisk og engelsk fik vi leveret pide (tyrkisk pizza) ved døren. Det var så fantastisk at det blev vores aftensmad i mange dage efter!

Endelig nåede vi til d. 27. september – en dato vi alle havde glædet os til hele sæsonen. Cathrine og Gökhans bryllup! Pernille og jeg var ved frisøren og få sat hår og havde fine kjoler på – vi var rigtig flotte – men ingen var nu alligevel lige så flot som Cathrine. Hendes kjole, hendes hår – ALT var bare perfekt ved hende! Det var en super god aften med en masse underlige tyrkiske traditioner og så selvfølgelig de danske traditioner med brudevals (hvor vi selv måtte nynne melodien), ris og strømpen som blev klippet…. Nogle meget MEGET underlige traditioner ifølge tyrkerne som så til med løftede øjenbryn.

Dagen efter brylluppet gik vi en tur over til Arci og Ergin efter arbejde. Ergins mor var på besøg – en meget sjov dame som rigtig gerne ville snakke, så Pernille og jeg forsøgte os på bedste vis med den smule tyrkisk vi kan – for engelsk var mildt sagt ikke hendes stærke side. Da vi ville gå hjem havde hans mor disket op med alle mulige slags oste, osteruller, brød, osv. og vi fik ikke lov til at gå før vi havde spist. Mens vi spiste aftalte vi, at vi dagen efter skulle komme til BBQ hjemme hos dem, så da vi dagen efter fik fri fra arbejde gik vi endnu engang over til Arci og Ergin. Mens Pernille hjalp Ergins mor i køkkenet fik jeg mig en lur på sofaen. Ergin havde fået tjansen med at få gang i grillen, hvilket ikke gik specielt godt, så Arci fandt føntørren frem og så kom der ellers gang i grillen. Da maden var færdig tog vi godt for os af retterne og da Pernille og jeg ikke kunne spise mere syntes Ergins mor bestemt ikke vi havde spist nok, så hun blev ved med at skubbe mad over til os og sagde en masse på tyrkisk som vi ikke forstod alt imens hun ventede på at vi spiste mere – så det måtte vi jo gøre J

Oktober måned nærmer sig…. Det er en måned som både byder på fødselsdag og bryllup, men samtidig en måned som også kommer til at vise sine tegn på, at endnu en sæson snart er slut og at vi endnu engang med sørgmodige hjerter skal sige farvel til vores venner hernede og den by vi er faldet så hårdt for…

Juli måned kom og gik...Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Sat, August 01, 2009 14:21:47

Så er juli måned allerede forbi og vi går stærkt august i møde og udsigten til besøg hjemmefra er indenfor rækkevidde. Solen skinner stadig hernede og graderne stiger også stadig – vi har som det højeste været på 46 grader i skyggen…. Indtil videre…. Mon august bliver varmere? Det tror jeg….

D. 1. juli var vi inviteret til BBQ hos Cathrine og Gökhan. Vi kan hermed konstatere at tyrkiske mænd og danske mænd ikke er spor anderledes når det kommer til at grille. Samtlige af drengene fra kontoret holdt til ude på den ene balkon (af de 7 balkoner som Cathrine og Gökhan har!!) hvor de vogtede over grillen. Dog vil jeg sige at den tyrkiske måde at grille på (eller måske er det bare drengene fra kontoret som har deres helt egen metoder….?) er noget for sig… en gang sprit og en hårtørrer og så ellers en masse flammer…. Meget specielt…. Men ikke desto mindre fik vi da noget at spise og det smagte også ganske fint. Aftenen gik endnu engang i godt selskab og i løbet af aftenen fik drengene den idé at klæde sig ud i vores uniforms t-shirts…. Det skal lige siges at 2 af drengene bestemt ikke er skabt til at bære en str. small t-shirt, og sjove så de ud!

Efter en vellykket BBQ gik vi hver til sit. Hüso fra kontoret skulle køre nogle af de andre hjem – og selvom Pernille og jeg kun bor ca. 200m. fra Cathrine og Gökhan ville vi da ikke snydes. Så op på kølerhjelmen med os og hjem det gik. Dog måtte vi gøre et kort stop foran Seven hotel eftersom en af gæsterne spottede at ”jamen det er da guiderne” og frem kom det store kamera…. Men okay, hvor tit ser man sin guide på kølerhjelmen af en bil?!

Dagen efter havde Pernille og jeg fri så det var jo oplagt med en bytur oven på sådan en BBQ.

Vores fridag tilbragte vi i vandland (efter Pernille havde kæmpet en brag kamp med at få mig vækket). Og nej, vi er bare ikke gode til at gå i vandland. Vi kunne lige bevæge os ned til bølgebassinet og finde en badering når bølgerne kom – ellers gik dagen med at sove ud på en strandseng… Godt vi havde fået dem overtalt til at vi selvfølgelig kun skulle betale børnepris. Som aftenen kom måtte jeg jo så erkende, at jeg skal lytte noget mere til hvad guiderne siger til gæsterne…. HUSK SOLCREME!!!!! Igen igen igen var jeg totalt solskoldet og måtte smøres ind i yoghurt for at køle ned… Jeg lærer det aldrig!

Endnu en uge gik og endnu en fridag kom hvilket selvfølgelig også bød på endnu en bytur… meeeen lidt forandring skal der jo til indimellem så vi droppede diskotekerne på stranden og tog ind til centrum hvor barstreet ligger. Og dagen efter…. Intet ringere end en afslappende dag på stranden.

D. 15. juli inviterede Pernille og jeg de andre guider over til os til tøse aften. Kasper var selvfølgelig også inviteret, men måske det blev lidt for tøset… i hvert fald var der redt op ude på balkonen med en stor madras, masser af tæpper og puder. Derudover var der masser af honningmelon, kirsebær, fersken, banan, slik og cola – og selvfølgelig en rigtig tøsefilm på computeren! Se dét var hygge!

Dagen efter var det Hüso fra kontoret som inviterede på BBQ. Her var vi igen samlet alle sammen til en lækker grill aften endnu engang – og her var Hüsos kone og mor og far også med. Den efterfølgende dag inviterede Pernille og jeg os selv på rester J

Mandag d. 20. juli var alle skandinaviske guider i Marmaris inviteret til fest. Det var et af de andre selskaber – Detur - som arrangerede det. Marlene og Kasper var på pubcrawl og kunne derfor ikke komme med, Ann gad ikke og Cathrine og Camilla var i biografen og se den nye Harry Potter film. Men Pernille og jeg siger jo sjældent nej til en fest, så vi tog med. Invitationen havde vi fået på en fax – afhentningstidspunkt kl. 22.02 ved Coral Car Rent. Da vi skulle af sted vidste vi ikke hvor afhentningsstedet var, så derfor ringede jeg til Stine fra Bravo Tours. De skulle hentes ved Point Center kl. 21:57 hvilket forvirrede os, så vi blev enige om, at Pernille og jeg altså også bare gik ned til Point Center. Endelig kom bussen og ud trådte Deturs guider udklædt som stewardesser. Inde i bussen var der ved hvert sæde et stykke papir med ”safety onboard” og sikkerhedproceduren blev gennemgået og ”kaffen” (vodkaen) serveret. Vi fik oven i købet også udleveret et velkomstbrev hver – dog et specielt et af slagsen. På hver kuvert stod der navn og inde i hver kuvert stod der hvad man skulle gøre – og man måtte ikke sige det til nogen. Jeg skulle fx rejse mig og råde ”DETUR” hver gang der blev sagt skål. Da alle guiderne fra Scanway, Apollo, Bravo Tours, Falk Lauritsen og alle de andre var blevet samlet op, blev vi kørt ned til stranden hvor en stor båd lå og ventede på os. Ud på båden med os, hvor pladserne var bestemt på forhånd så vi blev godt blandet sammen og så blev aftensmaden serveret. I løbet af aftenen blev der afholdt flere konkurrencer og som vi nærmede os land blev vi præsenteret for resten af aftenens program. Nu stod den på barstreet.

Det var en virkelig underholdende aften og et super godt initiativ fra Deturs side!

Nå… noget helt andet er, at husdyr er meget søde… men det kommer altså helt an på hvad det er for nogle husdyr. For et stykke tid siden fandt jeg en kakkelak som lå på ryggen inde i min bruser. Jeg troede den var død og ville tage fejebakken og samle den op med – men så rørte den på sig! Så i al min panik fik jeg skubbet den ned i afløbet…. Hmm…. Dårligt træk skulle det vise sig at være. Jeg troede at den ville kravle væk hvis jeg satte et glas over afløbet (vel og mærket med en shampoo ovenpå så glasset ikke kunne væltes!) – men hver dag kunne jeg se det ulækre dyr som så ud til at vokse sig større og større. Endelig en dag fik vi overtalt Kasper til at løfte glasset og sprøjte kakkelak gift ned i afløbet for at få bæstet til at dø. Han sprøjtede nok en halv flaske derned… jeg har ikke set den siden, men glasset og shampooen står der stadig… i stedet tager jeg bad på Pernilles badeværelse.

Nå, ikke flere kakkelakker. Troede vi!!! Den anden aften da vi kom hjem fik jeg pludselig øje på endnu et krabat – og denne her var en af de større af slagsen. Pernille fik hurtigt fat i giften igen og ville sprøjte på den. Men vor herre bevar mig vel hvor blev vi forskrækket da den pludselig lettede!!! DET VAR EN FLYVENDE KAKKELAK!!!!! Sjældent har jeg oplevet noget så klamt. Den fløj ind bag ved køleskabet… hvad skulle vi gøre??? Vi måtte have fat i en mand!!! Jeg ringede til Camilla som ville få fat i en der kunne fjerne den. Et øjeblik efter ringede hun tilbage ”jeg ved ikke om man kan kalde det en mand, men min kæreste er på vej” sagde hun. Og 2 minutter efter stod Omar der. Han skreg af grin af os, men ikke desto mindre fik han den fjernet. Dagen efter stod den på total hovedrengøring!!

I torsdags (d. 30. juli) mødtes alle fra kontoret ned ved Marinaen. Her gik vi ombord på et af vores krydstogt skibe, hvor vi skulle spise og overnatte. Aftensmaden blev serveret omkring kl. 23 og ikke længe efter gik vi lidt efter lidt til ro. Kahytterne benyttede vi os ikke af, i stedet lå vi alle sammen oppe på dækket under åben stjernehimmel og sov. Den aften så jeg 5 stjerneskud.

Dagen efter var vi i land igen omkring kl. 7.30 og en ny arbejdsdag kunne begynde.

Det var juli måned som med hastige skridt fór forbi... det er en skam at tiden går så hurtigt, men på den anden side så glæder jeg mig rigtig meget til højsæsonen er forbi og der ikke længere er så mange mennesker på gaderne længere...

Maj og juni…. Puuhhh som tiden dog flyver af sted!Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Sat, August 01, 2009 13:15:50

Nå… Pernille kom jo endelig herned som jeg længe havde ventet på. Hendes ankomst var til stor glæde og vi lagde selvfølgelig ud på fineste manér med en tur på Beach Club – hvor ellers?! Danseskoene på og en vodka-sprite i hånden – så var vi klar! Og den fik da heller ikke for lidt!

Der sker lidt af hvert her, og så alligevel føles det som om intet sker. D. 9. maj da vi sidder hjemme hos os og spiser ringer min tyrkiske telefon pludselig. Det er min kammerat som bor i Izmir der ringer og spørger om jeg vil gøre ham en tjeneste. Og sikke en tjeneste. Samme aften var der Grand Opening på Beach Club og Bora (manager eller hvad han nu er på Beach Club) havde ringet til Mervan og spurgt om han ikke ville få mig til at komme og tage nogle veninder med. Pernille og jeg er helt klar og tager ned og kigger. Da vi kommer derned er der fyrværkeri, oppyntning og underholdning for alle pengene… og noget meget mærkeligt…. Alt hvad Pernille og jeg ville drikke var gratis – kunne det næsten være meget bedre?

Ikke længe efter kom der besøg fra DK. Det var Mette som var guide hernede sidste år som kom en uge. Fridagen blev brugt med Mette på marked og på stranden og selvfølgelig var der da dømt tøsehygge med hjemmelavede burgere og det hele hjemme hos os (hurra for remulade og ristede løg!!). Desværre rejste Mette jo hjem igen efter en god ferie og ikke længe efter forlod Lea (en af guiderne) os til fordel for Alanya. I stedet fik vi Kasper hvilket har vist sig at være et godt byt, selvom vi savner Lea.

Til en Tyrkisk aften Pernille og jeg var på mødte vi to andre danske guider. Rygterne hernede sidste år lød på, at vores guider ikke måtte snakke med andre guider (den meget upålidelige kilde er opsporet nu) og Pernille og jeg var stærkt opsatte på, at det rygte skulle stoppes og det kunne kun gå for langsomt. Derfor gik vi målrettet op til de to andre guider og præsenterede os. Dette viste sig at være et godt træk fra vores side da vi nu har fået udvidet vores omgangskreds af danskere hernede J

Nå 6. juni kom og Danmark skulle møde Sverige i en eller anden landskamp. Kasper – som ligesom drengene på kontoret elsker fodbold – fik fornøjelsen af at arrangere denne aften. Og en succes blev det. Med burger og øl på menuen var stemningen høj nede i Marmaris Marina da Danmark slog Sverige. Fest og glade dage var der blandt vores gæster og de røde-hvide farver var ikke til at overse.

Næste punkt på programmet var endnu en arbejdsuge… Men men men… hvem dukker op i Dalaman lufthavn som uspecificeret rejsende?! Det gør Simon Mathew i følgeskab med 2 kammerater Selvan og Gunleiger aka Bjørn og Kenneth og det samme gør Frederik fra X-factor sammen med hans kone Anja. Mandag aften stod den på pubcrawl – og her fik den ikke for lidt. Onsdag aften (vi er henne og snakke 10. juni nu) stod den på tyrkisk middag hjemme hos os. Her var Marlene, Pernille, Kasper, jeg selv, Simon, ”Bjørn” og ”Kenneth” samlet. Aftenen gik hurtigt som den gør når man hygger sig i godt selskab og vi fortsatte ned på Beach Club. Dagen efter havde vi aftalt at vi alle sammen skulle på bådtur – på nær Marlene som ikke havde fri. Da vi kom ned til Marinaen fandt vi en lille båd som vi lejede kun til os selv. Med til båden hørte naturligvis en kaptajn som også viste sig at være en udmærket kok. Dagen gik med snorkling for nogens vedkommende, badning, afslapning, solbadning og skæg og ballade. I land igen og af sted på marked det gik. Senere samme aften havde vi aftalt at vi skulle ud at spise. Vi gik på Faros – en lækker restaurant på strandpromenaden – hvor vi fik noget lækkert at spise. Aftenens underholdning sørgede stedets promoter for – også ham de kalder den omvandrende mp3 afspiller – en rigtig dygtig sanger. Og sørme ikke også om Frederik hjalp til med underholdningen J Aftenen endte vi i sækkestole ved strandpromenaden med et par drinks, noget the og en vandpibe. Dagen efter fik vi pludselig besøg på kontoret. Det var Kenneth, Simon og Bjørn som kiggede forbi. Dagen før havde de lovet at de ville komme og hjælpe med at pakke vores velkomstbreve. Egentlig troede vi ikke de ville gøre det, men jo, som sagt så gjort. Mens Kenneth og Bjørn ydede en stor indsats med brevene havde Alevs datter (Alev er hende vi arbejder for i Marmaris) genkendt Simon fra melodi grand prix, hvilket Alevs veninde havde opfanget og uden nogen vidste af det, var samtlige tv stationer i Marmaris kontaktet. Simon lavede interview og fik da lige sørget for at nævne Scanway et par gange J

Sankt Hans kom og traditionen tro skulle vi selvfølgelig også have bål med heks og det hele. Godt 50 af vores gæster var med os den aften. Aftenen foregik på stranden og den startede med en stor buffét efterfulgt af sækkeløb og togtrækning for både store og små – ihhh som folk hyggede sig! Bålet skulle tændes, men vi må jo erkende, at Tyrkere ikke er vant til at holde Sankt Hans…. Bålet bestod af en olietønde med lidt brænde og en heks…. Alle samledes omkring ”bålet” og så var der dømt fællessang. En rigtig hyggelig aften!

D. 27. juni var Pernille og jeg inviteret til bryllup hos Remzi - en af vores kammerater - som skulle giftes med en engelsk pige…. Eller er hun mon skotte?! Ved det ikke helt… Anyway, brylluppet blev holdt på Beach Club – et meget underligt valg til et bryllup, men sådan er det jo nok. Der var ikke så mange mennesker, men hyggeligt var det. Efter et par timer var det slut igen… meget mærkeligt – og vi gik hjem igen.

D. 28. tog Pernille, Marlene, Camilla og jeg i cirkus som blev holdt i amfiteatret…. Tyrkisk cirkus er noget underligt noget… en masse dans og ja… en klovn… ingen dyr eller noget, så efter 1½ gik vi derfra – men underligt eller ej, så var der rigtig rigtig mange mennesker der.

Det var de sidste to måneder hernede – nu begynder højsæsonen for alvor og graderne stiger for hver dag der går – elsker sommer og Marmaris J

Et nyt kapitel er startet...Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Sat, June 13, 2009 13:29:13

Så sluttede vinteren hjemme i DK og turen gik atter til Tyrkiet. Afrejsedatoen som oprindeligt hed efter d. 20. april blev ændret midt i marts og d. 29. marts drog mor, far og jeg lige for en gangs skyld mod Billund lufthavn. Herfra gik min tur altså mod Antalya lufthavn for at ende i Alanya. Jeg ankom i Alanya omkring kl. 5 om morgenen hvor Anne Mette aka Trunte (som jeg boede med på guideskolen og arbejdede med i Thailand) stod søvndrukken og ventede på mig og mine 60 kg. bagage. Egentlig skulle jeg have boet på Hotel Vega Star i Alanya, men da Anne Mette og hendes kæreste har en lejlighed kun få 100 meter derfra var det jo oplagt at bo hos dem og få noget tid sammen med hende. Vi gik på hovedet i seng da vi kom hjem i lejligheden og næst dags morgen vågnede jeg omkring kl. 10 hvor Truntes kæreste sad i sofaen ved siden af hvor jeg sov – jeg tror han kedede sig eller sådan noget for han snakkede fra jeg slog øjnene op. Det skal lige siges at jeg aldrig har mødt ham før, så da han som det første fortalte om en nylig foretaget operation i bagdelen, blev jeg en smule overrasket, men man må da sige at det kaldes ærlighed og åbenhed J Kl. 14 skulle jeg møde på Vega Star hvor den første dag af Kick-off kurset skulle begynde. Det var en spændende dag og det var rigtig rart at få sat ansigter på alle de nye guider i Alanya. Da dagen var slut tog Trunte, jeg og hendes kæreste ud og spiste og derefter mødtes vi med Truntes kollegaer (hun arbejder i år som guide for Bravo Tours). Dagen efter stod på opgaver og tests og om aftenen var vi ude at spise sammen med alle guiderne. Den tredje dag skulle der være en overraskelse – vi skulle på Jeep Safari. Det var en dag fyldt med teambuilding og sjov og ballade – altså en rigtig sjov dag, hvor jeg var meget træt da vi kom hjem. Dagen efter havde jeg ikke noget jeg skulle lave, så der blev slappet af. Den sidste dag jeg havde i Alanya skulle jeg have nogle ting på plads mht. at være destinationschef i Marmaris, men der blev (HELDIGVIS) tid til at jeg kunne tage med 3 af guiderne til delfinshow. Det var en så fantastisk oplevelse at se de imponerende dyr lave kunstner. Vi var oppe og danse med delfinerne og efter showet fik vi taget billeder med dem mens vi fik lov til at røre ved dem også. Bedst som vi troede, at nu skulle vi tilbage mod Alanya igen, kom en tyrkisk mand og tilbød os en rundtur i parken. Parken var på det tidspunkt ikke færdig (det er en hel ny park de er ved at lave), men han viste os rundt og fortalte og fortalte og vi fik lov til at komme ned og se alle de fisk, rokker og hajer som skal være i parken – ville ønske parken skulle være i Marmaris i stedet for Alanya, for det er virkelig et imponerende projekt – er sikker på det bliver et hit! Efter rundturen gik det tilbage til Alanya og kun 3 timer senere skulle jeg videre mod Marmaris. Trunte og hendes kæreste fulgte mig til busstationen og sørgede for at jeg kom på den rigtige bus. Truntes kæreste forsikrede mig om, at når jeg efter ca. 2 timer skulle skifte bus i Antalya så ville jeg ikke få nogle problemer med min bagage – ”tyrkerne ville flyve om ørerne på mig for at hjælpe” sagde han. Men jeg så ikke nogen flyvende tyrkere – tværtimod – folk gloede mystisk på mig og mine 2 kæmpe kufferter, min kæmpe sportstaske, min computertaske, min håndbagage og min hovedpude – der var ingen hjælp at hente i hvert fald. Men jeg klarede den – min næste udfordring var jo så bare at finde den rigtige bus. På busstationen i Alanya havde jeg fået et visitkort fra Pamukkale (busselskabet) hvorpå en ansat havde skrevet noget på tyrkisk, og dette visitkort skulle jeg bare aflevere i Antalya. Jeg forstår stadig ikke tyrkisk så da jeg afleverede visitkortet grinede de af mig. Manden havde skrevet ”Hjælp mig” – men grinagtigt eller ej, så hjalp de mig da – ikke med bagagen – det var stadig mit eget problem, men de sørgede da for at jeg kom på den rigtige bus. Efter yderligere ca. 6 timers buskørsel var jeg endelig i Marmaris. Ind i en taxa, finde hotellet, tisse og sove…. Men nej stop engang… sådan gik det ikke helt. Jeg kom ind i en taxa, jeg fandt hotellet og jeg fik tisset, men bedst som jeg sidder på brættet står der pludselig en kæmpe fed stråle af vand ud af toilettet. Jeg flyver op og aner ikke hvad der sker og vandet styrter ud med fuld fart – lige ud i luften hvor det rammer døren og ALT blev plasket til. I panik og frustration går der altså lige et øjeblik før jeg opfatter hvad der sker, men det er altså sådan, at på tyrkiske toiletter sidder der sådan en dims til at skylle bagdelen med hvis man har lavet nr. 2, og jeg er altså - uden at være klar over det - kommet til at skubbe til knappen som tænder den – og selvfølgelig havde jeg jo fået skruet den HELT op. Så at jeg havde oversvømmelse på badeværelset er ikke en overdrivelse! Jeg fik dog bugt med det og endelig kunne jeg sove!

Ugen gik med at få styr på en masse ting og sager og med at hygge med Marlene, og så blev det d. 11. april hvor turen gik hjem til Billund lufthavn igen. En uges ferie i DK som gik alt for hurtig og en rigtig god 100 års fødselsdag for mor og far, og så af sted igen – endnu engang Billund lufthavn, Antalya lufthavn og så igen 6 timers bus til Marmaris. Jeg fik lige en time fra jeg kom til mit nye sted at bo i Marmaris, inden velkomstmiddag med gæsterne. Så kl. godt 22 da gæsterne var kørt hjem, var det en træt Louise som gik i seng.

Ugen gik med arbejde og hygge med Marlene og torsdag aften blev det da også til en hyggelig middag hos Camilla (en af de nye guider) efterfulgt af en bytur på Mango i Barstreet.

Sæsonen er så småt begyndt hernede – de bygger dog stadig rundt omkring og vi har heller ikke så mange gæster at holde styr på endnu, men med kun 3 guider i den her uge (uge 18) hvoraf 2 er nye samt gæster på hospitalet, så har der nu været nok at se til. Derudover fik jeg selv pludseligt brug for en læge. Jeg havde vilde mavekramper og da jeg tog over til lægen fik jeg taget blodprøver, målt blodtryk, taget temperatur, lavet afføringstest og lagt i drop – OG fik en indsprøjtning i bagdelen - IKKE NOGET DER KAN ANBEFALES!! Det er meget muligt at den indsprøjtning hjalp meget hurtigt på mavekramperne, men hvor havde jeg ondt i ballen resten af dagen!! Jeg lå i drop i 2 timer på Tepe Clinic og derefter fik jeg en recept på nogle forskellige piller. Jeg havde fået diarre! ØV ØV ØV!!! Men pillerne hjælper og jeg er ovre det igen – har kun nogle få kramper indimellem endnu.

Torsdag aften kom en af mine venner fra Izmir her til Marmaris sammen med 2 af hans kammerater for at besøge mig. Vi tog en tur på Beach Club hvor han arbejdede sidste år og de overnattede hos mig – har jo fået en lejlighed hernede hvor der er plads nok J Men allerede lørdag middag tog de af sted igen. Det var rigtig dejligt at se ham igen, men desværre ved jeg ikke hvornår jeg kommer til at se ham igen, da han ikke skal arbejde i Marmaris denne sommer.

Nå, det var den lejlighed jeg kom fra. Jeg har brugt MEGET lang tid på at finde en lejlighed til Pernille og jeg hernede. Har en ven som har hjulpet mig meget, men bedst som jeg var ved at give op, kommer Gökhan fra kontoret i tanke om et kompleks lige ved siden af hvor vi boede sidste år. Vi kørte over og så på det med det samme, og 3 timer senere flyttede jeg ind. Vi bor på 3. sal og har køkken alrum, 2 store soveværelser – hver med tilhørende store balkoner og og og…. TO BADEVÆRELSER J Den er fuldt møbleret og så er der pool område som vi deler med de andre i komplekset. Huslejen lyder på 600 TL om måneden (dvs. rundt regnet 2000 dkk) så det er så perfekt som noget overhovedet kan være!

Lørdag aften tog jeg over og besøgte Arci og Ergin – to af vores kammerater nede fra Sea Side (diskotek nede på stranden). Jeg tilbragte hele aftenen hjemme hos dem, indtil jeg næsten sad og sov i deres sofa – så var den aften også væk.

I dag har jeg været i lufthavnen på den første Arrival i Dalaman lufthavn og mens jeg står og krydser gæster af, kan jeg høre et par stykker lidt længere nede i køen som står og brokker sig. Jeg tænker at jeg venter med at kigge på dem indtil det bliver deres tur og da det så bliver deres tur og jeg kigger op på dem, så står der 3 gæster som var her flere gange sidste sæson. 3 dejlige mennesker som jeg ikke anede skulle komme i dag – jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til deres navne på min liste – men da jeg ser hvem det er bliver jeg så glad og overrasket at jeg flyver dem om halsen. Det er 3 mennesker som sidste sæson inviterede Pernille og jeg med ud at spise og som vi havde det rigtig hyggeligt med, så den brok jeg havde hørt i køen var ren og skær for sjov. Da min arrival var slut her til aften mødtes jeg med dem nede i byen, hvor vi var ude at spise sammen – helt fantastiske mennesker som lige gjorde min dag så meget bedre J

Lige nu ligger jeg i min seng og skriver det her – jeg burde sove for omkring kl. 5 i morgen tidlig kommer Pernille (endelig) herned – glæder mig helt vildt til hun kommer – bliver så dejligt! Cathrine og Marlene kommer også tilbage i morgen tidlig – så er vi her alle sammen… Så kan sæsonen rigtig begynde!

De sidste måneder i Marmaris 2008Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Sun, January 25, 2009 17:27:55

Puuh det bliver en ordentlig smøre det her for det er da nogle måneder siden jeg sidst har fået fortalt om hvad der foregår hernede… og der sker jo en del ind i mellem..

Efter jeg kom hjem fra Kusadasi kom der besøg hjemme fra DK. Det var P, Mac og Kamal som kom herned på en uges ferie. Jeg ville hen på deres hotel og tage imod dem når de kom, men eftersom de rejste uspecificeret med Star Tours var det altså ikke verdens nemmeste opgave at finde frem til hvilket hotel de skulle bo på. Jeg ringede til Star Tours kontor i Marmaris som ikke kunne give mig noget svar. Endelig fik Katrine fat i en som kunne hjælpe os – hotellet lå kun få 100m. fra vores kontor – genialt! Så mig ned og forhøre mig på hotellet… de anede ikke hvad jeg talte om – de fik ingen gæster fra Danmark den dag. For at gøre en vældig lang dag kort, kan jeg fortælle at jeg altså gav op! Da jeg fik fat i Michael efter de var ankommet i Marmaris viste det sig, at de overhovedet ikke var i Marmaris - de boede ude i Icmeler (ca. 10km. uden for Marmaris)!! Anyway, sådan er det jo når man rejser uspec. Den første aften mødtes vi nede på Long Beach hvor vi gik i byen. Aftenen før jeg havde fri tog vi i byen og jeg tog med dem hjem til Icmeler. Inden vi gik i seng fik vi den fantastiske idé at bade i poolen – kl. 4 om morgenen vel og mærket – vagten sov alligevel. Vi andre var færdige med at sprælle rundt i poolen men Mac skulle liiige blive lidt mere, så da vagten rørte på sig, blev Mac en tro kopi af "Spies – rejser du ikke vil hjem fra" reklamen hvor han dykker ned under vandet og tror på at man ikke kan ses så J Vi fik Mac med op og så sov vi. Dagen efter gik vi ned efter morgenmad og så gik vi til poolen – en af drengene havde på vej op fra poolen om morgenen taget sig den frihed at tage et par poser chips med op fra poolbaren, men dagen efter kom den dårlige samvittighed snigende og den ellers så gode idé med gratis chips blev til, at han pænt gik ned til barmanden og betalte for de forsvundne chips J Efter et par timer slap min tålmodighed op – jeg kan bare ikke ligge stille ved en pool, så jeg tog tilbage til Marmaris og mødtes med Pernille hvor vi gik på stranden. Her gik det dog lidt nemmere med at slappe af… vi faldt begge i søvn og lå der indtil de begyndte at lukke, hvorefter vi satte os op i restauranten og spiste aftensmad. De næste par uger var almindelig hverdag igen men så kom august og så var det for alvor tid til besøg!! Jeg tog i lufthavnen og skulle hente gæster. Og ud kommer Lisa, Rikke og Anne som forventet. Jeg stod helt oppe ved Arrivalhallen i min ellers så nydelige orange uniform og med et Scanway skilt i hånden og tog imod gæsterne, da Lisa fik øje på mig. Hun smed hun sine tasker og løb hen og omfavnede mig! Jeg glemte helt at arbejde og der stod vi så begge med tårer i øjnene af bare glæde! Og en til veninde. Og én til! FANTASTISK! Da busserne var klar til at køre satte vi kurs mod Marmaris. Selvom det var nattransfer var det på intet tidspunkt besværligt at holde mig vågen som det nogen gange kan være. Jeg havde reserveret de forreste sæder til Lisa, Rikke og Anne og snakken gik hele vejen til Marmaris. Jeg satte dem af på Seven hvor de skulle bo og kørte ud med de sidste gæster. Omkring kl. 8 var jeg færdig med min transfer… det var Pernille egentlig også, men hun var i Icmeler og hendes chauffør ville bestemt ikke køre hende tilbage til Marmaris, så hun fik glæden af at komme med en russisk bus på pick-up før hun endelig kom hjem til morgenmad sammen med mig og pigerne. Efter morgenmaden gik vi alle sammen på hovedet i seng. Om aftenen tog vi byen på long beach hvor de mødte Arci, Pedro, Ismet og alle de andre på Sea Side. Søndag var der endnu tid til besøg. Kl. 8.20 ankom transferbussen til Seven og ud trådte Mads A og Michael! Skønt med mere besøg hjemmefra! De næste par dage gik med byture og for mit vedkommende kun en lille smule arbejde – jeg var nemlig så heldig at de andre guider var rigtig søde til at hjælpe mig med fridage så jeg fik 3 sammenhængende fridage mens de var her! Vi tog på bådtur sammen alle sammen (også Pernille) og solede, svedte og badede hele dagen. Stakkels Mads var dog blevet så solbrændt at han måtte holde sig i skyggen det meste af dagen. En aften ville Rikke og Anne gerne slappe af, men det var Jeg, Lisa, Mads og Michael bestemt ikke klar på. Vi tog ned og spiste på en restaurant som Lisa og jeg spiste på den allerførste gang vi var i Marmaris sammen. Efter noget god mad og et par farverige cocktails kom vi til regningen. En af tjenerne som jeg kender dernede fra, hev mig med op i baren og gav mig mine penge tilbage – jeg skulle ikke betale når jeg tog nogle med derned og spiste. Så de penge jeg fik tilbage brugte vi i kiosken på Cider. Derefter fandt vi os en bænk i parken nede ved Marinaen og satte os der og drak dem. Derefter satte vi kursen mod Barstreet. På vejen stødte vi på en bar/restaurant som havde billige vodka redbull og så var det jo det oplagte tidspunkt til en pause inden vi ca. 200m. længere henne ramte barstreet. Efter en velfortjent drink gik vi uden flere stop i Barstreet. Vi gik på noget der hedder Backstreet Garden og lidt senere på Gallion. Inden vi gik fra det ene sted til det andet var vi dog blevet enige om, at vi da selvfølgelig skulle igennem hele udvalget af shots på drinkskortet… Pludselig var kl. 4 og de lukkede! Aaaalt for tidligt i vores øjne – vi var ved at snøre os med til en morgenfest, men i stedet blev det til den sjoveste gåtur hjem nogensinde. Lisa og Mads fik taget billeder på "Walk of fame" som Lisa var overbevist om at det var – hun kunne se stjernerne i fliserne! Selv om de altså ikke var der, aldrig har været der og stadig ikke er der! Det var fortovet i Marinaen! Men ikke desto mindre fik vi da nogle højst mærkværdige billeder derfra! Sprinklerne rundt omkring på vej hjem skulle også afprøves så vi må ha’ set ret så besynderlige ud da vi kom valsende langs strandpromenaden kl. 6 om morgenen. Tømmermændene var mange dagen derpå, men en sjov aften havde det bestemt været! Dagen kom da Lisa, Rikke og Anne skulle hjem. Var der nogen der sagde T U D E F J Æ S ????? Det var bestemt ikke sjovt at sige farvel til især Lisa!! Det var virkelig fantastisk at se hende og de andre!! Savner dem hver dag lige som jeg savner alle jer andre derhjemme også! Så blev det Mads og Michael som skulle hjem! Øv at sige farvel hele tiden!!! Man ved godt at man savner folk mens man er hernede, men når de så pludselig kommer herned og ser hvordan man lever osv. og så bare tager hjem igen – så savner man pludselig endnu mere end man var klar over! Jeg er taknemlig for at alle dem der har været nede og besøge mig/os i løbet af sommeren, at de har gidet bruge deres ferie på at komme ned til os når muligheden for så mange andre steder i verden også var en mulighed!

Næste besøg var dog ikke langt væk, allerede samme weekend som Lisa og Mads og de andre tog hjem kom Jakob og Nadja herned. Det blev til flere byture, restaurantbesøg og Michael Jackson show. Men også de vendte hjem til DK igen. Så nærmede tiden sig d. 30. august – fars og Camillas fødselsdag. Pernille og jeg havde planlagt noget helt specielt til far, så vi valgte at fejre Camillas fødselsdag et par dage før tid. Vi gav hende bind for øjnene og tog en taxa ned til en restaurant hvor en af hendes rigtig gode venner Taner (Thomas) arbejder. Her havde han sørget for balloner og kage til hende J Det var en rigtig god aften og alle fra kontoret kom og fejrede hende. Efter en god middag tog vi på Sea Side og festede hele natten.

Så kom mor og far. Og fars 50 års fødselsdag. På fars fødselsdag mødtes vi med mor og far uden for vores hotel og gik ned på et af vores andre hoteller – Sun Gezgin – som ligger helt nede ved stranden. Vi havde 2 mdr. i forvejen fortalt dernede at mor og far kom og at vi gerne ville fejre fars fødselsdag dér. Lisa havde haft danske flag med da hun var her, så alt var timet og tilrettelagt. Dog havde vi ikke i vores vildeste fantasier forestillet os, at de ville gøre SÅ meget ud af det. Da vi kom derned havde de nemlig pyntet hele restauranten op med røde og hvide balloner, et stort rødt og hvidt banner hang ned langs palmen ved vores bord hvorpå der stod "Happy birthday to you" og de danske flag var sat på stolene ved vores bord. Det var bare så fint og alle de ansatte stod nærmest i kø for at komme hen og give hånd og sige tillykke. Det var en lørdag så der var tyrkisk aften hvilket betød en kæmpe buffet med alt hvad vi kunne spise og en masse underholdning hele aftenen. Tiden kom til at både mor og far skulle have deres fødselsdagsgaver. Mor fik et dansk flag hvorpå der stod skrevet at vi skulle ned til Selcuk (guldforretning) hvor hun kunne vælge lige præcis det smykke hun ville have. Fars var ligeledes et dansk flag – på hans stod der bare i stedet for en guldsmed, at vi skulle ud at dykke. Gaverne faldt i god jord J Da kl. blev omkrig 23 kom en hel del af personalet på en lang række ned igennem restauranten med en fødselsdagskage med lys, stjernekastere og danske flag i mens de sang fødselsdagssang for far - hele restauranten sang med og bagefter måtte far rejse sig og skåle med alle gæsterne i restauranten. Efter kagen forlod vi mætte og tilfredse restauranten og gik på Beach Club hvor vi bestilte drinks og så dragqueen show og hyggede os. På et tidspunkt syntes mor og far at det da var en vildt fantastisk idé at vi rykkede indenfor (Beach Club åbner indenfor kl. 1) så det gjorde vi. Her befandt vi os først i den lille bar men rykkede så op i den store bar. Far faldt i snak med nogle tyrkere og gav en omgang eller to til hans nye venner mens han rendte rundt med et stort dansk flag stikkende ud af skjorten og mor dansede rundt og hyggede sig – et held vi havde en lille smule øje med hende ellers var det endt i mor kirsten dansende på podiet og baren J På selve aftenen var Pernille og jeg nok en smule pinligt berørte, men nu her efter kan vi kun grine af det. Kl. 2.30 gik vi hjem efter en virkelig virkelig vellykket aften som var gået ud over alle forventninger – og far pointerede da også, at det var den bedste fødselsdag nogensinde. Dagen efter skulle mor og far på bådtur som David (en af mine kammerater hernede som sælger bådture) havde foræret mor og far gratis. Vi hentede dem nede ved båden da de kom i land og vi gik sammen hjem på hotellet. Dagen kom hvor vi skulle ud og dykke. Vi blev hentet på hotellet kl. 9.30 og blev kørt ned til Marinaen hvor båden lå og ventede. Her afleverede vi vores billet, gik ombord og fandt os fire strandstole oppe på dækket. På et tidspunkt blev vi kaldt nedenunder på båden og fik de instruktioner som vi havde brug for. Derefter skulle vi dykke i hold – to og to med én instruktør. Instruktørerne var fantastisk dygtige og tålmodige – selv da jeg panikkede fuldstændigt. Instruktøren fik mig op og prøvede at berolige mig og overtale mig til at dykke med ned igen. Men jeg var så bange at det kunne jeg umuligt så jeg svømmede hen til båden igen og lagde mig op til Pernille. Dog nåede jeg at blive filmet og få taget billeder sammen med mor og far under vandet mens vi fodrede fisk. Da vi nåede til 2. dyk tog den ene instruktør mig med ned alene så det kun var mig og ham. Han holdt mig i hånden alt den tid vi dykkede og jeg slappede af og kunne nyde hvor smukt der er under havets overflade i Marmaris. En aften havde vi mor og far med nede og se Michael Jackson show. Jeg kan ikke huske om jeg tidligere har forklaret hvordan det her Michael Jackson show foregår – måske, men nu fortæller jeg det lige igen så J En meget meget dygtig fyr ved navn Yigit klæder sig ud som Michael Jackson hver aften og laver shows – han er langt den bedste af alle de MJ wannabes de render rundt dernede. Yigit har nemlig et hel fantastisk show i forhold til de andre – og det bedste sted at se det her show er på restauranten Green Beach som ligger helt nede ved strandpromonaden. Som intro til showet sættes der en dvd på storskærmen og de mange fladskærme rundt om i restauranten og så skues der op for lyden. Det er en dvd med MJ hvor man ser en masse skrigende fans, en statue som frihedsgudinden bare af MJ blive gjort til syne af helikoptere, en hel hær som gør alt i takt og ja… det er så svært at forklare, men det er virkelig så man sidder med en klump i halsen og nærmest tror at den rigtige MJ skal til at give show! Men i stedet for den rigtige MJ træder Yigit ind i sin forklædning som MJ – han kommer nede fra stranden hvor han kommer ud gennem et kæmpe kæmpe stort tyrkisk flag som hænger mellem 2 palmer og hele vejen fra stranden, over strandpromenaden og gennem restauranten er der KÆMPE stjernekastere (ved ikke hvad de hedder) rundt om hvor han går og det samme er der når han når op på scenen. Og så er han klar! Dvd’en kører videre i baggrunden, men nu med musikvideoer af MJ og hans berømte dansemoves. Alt hvad den rigtige MJ gør på skærmen gør Yigit fuldstændig magen til - og på samme tid - på scenen – hver en detalje er med. Det er så fedt at sidde og se og jeg vil skyde på at vi har været nede og se det de første 30 gange hvis det kan gøre det. Den dag vi havde mor og far med, kom Yigit som det allerførste ned og hilste på mor og far og ønskede tillykke med fødselsdagen og derefter fyrede han sit show af. Men fordi vi havde mor og far med lavede han et forlænget show – det var helt fantastisk og mor og far kunne kun give os ret i, at det virkelig er et godt show – så med Yigit alias MJ og en fishbowl, havde vi endnu en rigtig god aften i Marmaris! Tiden kom til endnu et farvel – eller på gensyn hedder det vel egentlig… I hvert fald kom dagen hvor Pernille og jeg havde transferen hvor vi skulle sende mor og far hjem. Endnu engang en hård afsked! Afsked er hårdt, men besøgene gør det det hele værd!! Det er virkelig fantastisk at få besøg – måske svært at forstå, men det er rigtig rigtig dejligt!!!

I september fik vi nogle nye venner – vi faldt i snak med to svenske piger som vi mødtes med og havde det rigtig sjovt med. Men nogen af dem som vi har haft det allersjovest med er "hatrutterne". Hatrutterne er Marianne på 28 og hendes to kammerater på 36 fra Holland. Hatrut (udtales af mig og pernille "Hatruuuuuut") betyder på Hollandsk "hvordan har du det" og mig og Pernille blev ret hurtige enige om, at det da er det fedeste ord i hele verden! De her 3 mennesker er nogen af de sjoveste vi har mødt hele sæsonen. Vi var i byen med dem på Beach Club hver aften, vi var ude at spise og vi hyggede rigtigt. Det er svært at beskrive hvordan vi havde det med dem, men der var på intet tidspunkt en sur mine eller en negativ stemning, de var bare så cool at være sammen med. Men de var jo også kun på ferie ligesom størstedelen af alle andre så et farvel blev det også til dem. Jeg snakker stadig med Marianne indimellem og hvis de kan få det til at passe kommer de og besøger os i Marmaris til næste sommer – dét kunne være fedt! Det er noget af det rigtig fede ved det her job – man møder så nemt nye mennesker og får så mange nye venner – det er virkelig noget jeg sætter pris på ved jobbet! Så kom dagen hvor AAB skulle spille på hjemmebane mod Manchester United – dét skulle vi se, så mig, Mette, Pernille og Camilla tog vores danske flag og satte os ned på Old Trafford bar for at se kampen på storskærm… et modigt træk kan man fristes til at sige. Der var ikke mange der snakkede til os, de nok nærmere skulede underligt til os, men vi fandt en plads helt oppe foran og så bestilte vi en omgang øl. Under kampen blev vi mindre og mindre, men da vi nåede pausen kunne vi høre nogle andre modige danskere længere nede bagved. Så mig og Pernille skulle jo selvfølgelig lige ned og se efter om det virkelig kunne være rigtigt. Og der stod der så 4 aalborggensere iført AABtrøjer og danske flag i hovederne! Tilbage på vores pladser, hvor vi desværre måtte indse at det nok var mest fornuftigt at fordufte lige så stille fra stedet ved kampens ende, hvis vi ikke ville gøre os selv mere til grin end højst nødvendigt. I løbet af det næste stykke tid skete der nogle små hyggelige ting. Mettes søster kom på besøg, hvilket betød flere byturer og endnu et MJ show. Vi spillede en fodboldkamp sammen med nogle af de ansatte på Seven og fra kontoret. Vi var i Icmeler og spise sammen med Ersel (en breakdancer) og Pernille farvede sig RØDHÅRET!!!!! På det her tidspunkt var vi også begyndt at være meget sammen med Hüseyin (Camillas kæreste på det tidspunkt – mand nu) og lille Ümet og store Ümet. Tiden kom til min fødselsdag… Pernille vækkede mig om morgenen med morgenmad på sengen – dejligt med en søster som gør det så godt som det overhovedet kan lade sig gøre. Drengene på kontoret havde sørget for lagkage så det overraskede de mig med sammen med fødselsdagssang. Om aftenen skulle have været ude og spise med drengene fra Sea Side, men de brændte os af i sidste øjeblik. Så det blev til pizza på Sun Gezgin sammen med Pernille, Mette og Heidi (Mettes søster). Efter aftensmaden gik vi ned i frisørsalonen til lille og store Ümit, Hüseyin, Tolga og ejeren af salonen, hvor de bød på en vodka/redbull. Til min overraskelse slukkede de pludselig lyset og frem kom en lagkage med lys i samt en fødselsdagssang. Efter kagen var indtaget rykkede vi på Sea Side hvor vi i dagens anledning fik os en KÆMPE fishbowl. Så d. 31.10.08 tog jeg og Ümet en endagstur til Rhodos – vi skulle begge over at have stemplet vores pas så vi kunne blive i landet længere tid. Vi havde en hyggelig dag, men jeg vil nu ikke vove at påstå at Rhodos er det mest spændende sted at befinde sig. Den sidste uge vi havde dernede holdte vi ferie. Vi rendte rundt i Marmaris og kedede os, så vi legede turister, så Pernille og jeg var bl.a. en tur på borgen (for første gang….). En af de sidste dage tog jeg en tur til Izmir med bussen (4 timer fra Marmaris) for at besøge en kammerat. Han viste mig hvor han arbejder (en bilforhandler) og viste mig rundt i Izmir. Om natten sov jeg hjemme hos hans onkel og tante.. en lidt sjov oplevelse eftersom de ikke kunne et ord på engelsk og mit tyrkiske altså ikke strækker sig til længerevarende samtaler… så da jeg blev vist rundt i huset af tanten – og bl.a. var inde og se hendes 2 børn som lå og sov var det eneste jeg kunne sige "güzel – chok güzel" J

Dagen efter tog jeg hjem til Marmaris igen – vi hyggede os med pizza oppe os Camilla i hende og Hüseyins lejlighed og derefter skulle vi bare have tiden til at gå til vi skulle hjem. Den sidste uge dernede boede Pernille og jeg på Seven Hotel. Hotellet var på det tidspunkt lukket ned og det var kun os der boede der og så de to receprionister. Da alt strømmen en aften gik, var det en anelse uhyggeligt at bo på et lukket hotel uden vagter eller noget, men vi overlevede og dagen hvor vi skulle hjem kom. Katrine og Baris inviterede på aftensmad om aftenen inden vi skulle forlade Marmaris kl. 23 og da tiden var inde kom Camilla, Hüseyin, store Ümit og Hüso fra kontoret og sagde farvel. Derudover var store Camillas kæreste Omar der og så vores elskede kioskmand J Afsted det gik i bil med Gökhan fra kontoret bag rattet… Selvom vi den sidste uge havde gået og sukket efter at tiden skulle gå så vi kunne komme hjem, var det alligevel et sørgmodigt øjeblik da vi kørte derfra… og oppe i bjergene hvor man kan se ned over hele byen blev der da også klemt en lille tåre.

Roadtrip & KuşadasıRejseguider

Posted by Louise Rasmussen Wed, July 09, 2008 09:38:42

Så fandt jeg lige lidt tid til at komme med lidt opdateringer..

Som jeg skrev sidst, så havde mig, Pernille og Marlene snakket om at leje en cabriolet og køre en tur til Bodrum på vores fridag - og det var lige præcis hvad vi gjorde! Vi skulle hente bilen kl. 19 hos biludlejeren, men som altid, så er tyrkisk tid ikke til at regne med.. For det første så kom Hüsso fra kontoret (som havde fundet os en billig pris - 100 YTL - 400kr. for 28 timer) for sent da han skulle køre os ned efter bilen.. Da vi så kom derned var bilen ikke klar. Dvs. dem som havde lejet den før os, havde ikke afleveret den tilbage. Så folkene fra biludlejningen styrtede rundt i Marmaris by for at fine bilen - imens smuttede vi på Mc. Donalds for at spise aftensmad - vores plan med at stoppe på vejen og spise et lille lokalt sted gik jo ligesom lidt i vasken eftersom tidsplanen skred en hel del.. Da vi kom tilbage fra Mc. Donalds havde de fundet bilen - den var parkeret et eller andet sted i Marmaris og de kunne ikke finde lejeren - så de tog ekstranøglen og tog bilen med sig - dvs. at de stjal deres egen bil :) Nå men det til side - vi fik vores ret så seje cabriolet blev hurtigt instrueret i hvordan sådan en fungerer og så afsted med os. Inden vi satte kursen mod Bodrum følte vi os jo ret tvunget til lige at køre en tur gennem Marmaris og være lidt seje - og det skal jeg love for at vi var :) Men kl- 21 blev vi enige om, at nu var det nok på tide at komme afsted - Bodrum ligger alligevel 2½ time væk. Så med solbriller i håret, sommertøj, musik og ingen tag kørte vi afsted. Vi har efterhånden kørt turen mod Bodrum en hel del gange når vi skal i lufthavnen, men allerede ved det første kryds (i Marmaris) ville Pernille dreje den forkerte vej... jeg retter hende og siger at vi skal den anden vej... Pernille siger "Jamen skal vi ikke op i bjergene??" Nu er det bare sådan at Marmaris er omringet af bjerge og de bjerge Pernille var på vej mod.. ja.. hvem ved hvor vi ville ha' endt?! Man skulle nok ha' været der for morsomt det var det! Noget som var knap så morsomt var, da Marlene får en besked fra Hülya (en af guiderne i Bodrum som vi skulle sove hos) som skrev, om vi ikke godt kunne finde et andet sted at sove.. Mulighederne for at finde det i sidste øjeblik 3 timer fra hvor vi bor er knap så store, men hvad f..... vi kunne jo bare sove i bilen eller på stranden..

Men kommer afsted og Pernille klarer bjergkørslen super flot - det var godt nok med sved på panden for der var ikke just lyst mere - og efter meget kort køretid ser vi en ulykke midt på bjergen hvor en bil ligger på siden op af bjergkanten og politifolk som styrter frem og tilbage - ikke ligefrem noget der får nerverne til at falde til ro. Men af sti af sted det går og efter ca- 1 times kørsel er vi ved CNS - det sted hvor vi normalt holder pause på transfer- Her vælger vi at holde en lille pause. Jeg bestiller en cola, Marlene bestiller en efes (lokal øl) og pernille vil egentlig gerne bestille en RedBull men ud af hende mund flyver "one vodka redbull please" Vi flækker alle sammen af grin mens manden bag disken ikke fatter et klap - måske et tegn på at vi drikker lidt for mange vodka redbull hernede..

Efter pausen fortsætter vi.. Vi har indtil videre kørt efter skiltene mod Mügla og nu skal vi så følge skiltene mof Milas.. Det er egentlig ikke så svært men alligevl drejer vi forkert. Ikke at det havde den store betydning for det var ikke den forkerte vej (vi blev enige om, at man ikke er kørt forkert hvis man ikke vender om) bare en omvej. Efter vi har passeret 4 eller 5 bjerge er vi endelig ved at være i Bodrum - så af med taget igen :) Da vi når til Diamond (det hotel vi boede på da vi var på guideskole) parkerede vi udenfor og fik lidt primitivt rettet på make-up'en i bakspejlet og så fandt vi ellers vores vej mod Deja Vu. Vi havde stadig intet sted at sove men vi valgte at tage det som det kom.

Det var helt som at være hjemme da vi kom på Deja Vu - folk vi kendte fra guideskolen arbejdede der stadig og vi hyggede os gevaldigt hele natten. Celo - den ene af bartenderne spurgte hvor vi skulle sove - jeg fortalte hvordan situationen så ud og han tilbød os at sove hos ham og Orii - det takkede vi hurtigt ja til. Så kl. 6 begav vi os hjem i deres lejlighed. Dagen efter hentede vi vores smarte bil og kørte igen ned til Deja Vu. Vi spiste frokost på restauranten ved siden af og da vi skulle betale havde Celo sørget for det, så taknemmelige men alligevel lidt flove, takkede vi pænt. Derefter tog vi Celo og Orii med på en køretur op til møllerne hvor vi gik en lille tur, tog nogle billeder og nød vejret og udsigten. Derefter kørte vi hjem til dem igen. Kl. 18 skulle de til møde og vi blev hjemme i lejligheden og flød. En time senere kom de tilbage - Orii havde lovet at lave mad til os, men da vi var lidt presset med tiden havde de været ude og købe færdiglavet mad og cola - mixed kebab - det var virkelig godt og de forkælede os hele dagen. Kl. 21 satte vi kursen mod Marmaris. Kun én gang var det ved at gå galt... en lastbil foran os svingede pludseligt voldsomt ud til siden og foran os gik et æsel stille og roligt over vejen i belravende mørke - Pernille nåede heldigvis også at svinge ud så vi ikke ramte det. Det gav endnu engang lidt svedpletter på panden, men resten af turen gik helt fint. Tilbage i Marmaris afleverede vi bilen ved midnat og sluttede jele vores roadtrio af på Mc. Donalds hvor vi var startet og så ellers hjem på hovedet i seng! Det var en vildt god tur og vi har bestemt også i sinde at gøre det igen snarest muligt!

Nå.. men det var så Bodrum.. I lørdags tog jeg jo så til Kuşadası hvor jeg stadig er og skal være indtil på lørdag. I lufthavnen i Milas nåede jeg lige at hilse på Christina og Marikka som uheldigvis er i Marmaris i den uge hvor jeg ikke er der. Jeg har fået et hotelværelse på et hotel der hedder Prestij - jeg har stue, køkken, soveværelse, bad og tv! Så det er super lækkert! Ellers laver jeg ikke så meget her.. Jeg er afløser for en guide som er på ferie - og egentlig kan jeg ikke rigtig se hvorfor de har brug for mig - laver næsten intet - men det er meget rart at se noget nyt - OG at få sovet ud! I nat har jeg sovet 10 timer - kan ikke huske hvornår jeg sidst har gjort det! I aften skal vi til BBQ og så vist nok på en eller anden bartur.. Elisabeth som er den anden guide her er rigtig sød - dog har vi ikke så meget tilfælles... hun er 40 år og hendes mand og datter er på besøg lige nu - men det er okay - jeg hygger mig på mit værelse om aftenen med min bog og mit tv - har jo ikke set tv i laaang tid - s¨selvom den eneste engelske kanal er BBC så er det bedre end ingenting - så faktisk en rigtig god udsendelse om børnearbejde i Indien den anden aften.

Noget helt andet er, at Indien jo ikke bliver en destination til vinter så jeg er ved at overtale pernille til at tage med til Thailand - men det er sværere end som så! Og desuden skal der kun 5 guider til Thailand til vinter i stedet for 12 som vi var sidst - dvs. at chancerne for at komme afsted jo naturligvis er mindsket gevaldigt - skide oliepriser!

Nå... mit træf er slut nu så jeg skal på kontoret nu... Håber I fik lidt mere indsigt i hvad vi laver hernede :) Mange knus :)

Skovbrand...Rejseguider

Posted by Louise Rasmussen Fri, June 27, 2008 15:10:55

I selv samme øjeblik som jeg sidder her og skriver på bloggen er der er en kæmpe skovbrand udenfor, kun max 1 kilometer fra hvor vi bor. Når vi er på kontoret kan vi se det herfra og når vi går ud på balkonen kan vi se alle helikopterne som flyver lige hen over hovederne på os og henter vand - for kun 5 min. siden kunne vi også mærke vandet derfra. Der er røg og aske overalt og vi kan høre brandbilernes sirener og se busser proppet med brandmænd komme strømmende til. Og der er i forvejen varmt nok her - så en skovbrand hjælper i hvert fald ikke på dette. Der er lukket for alt vand - så dvs. ingen bad og ingen toiletbesøg de næste par timer. Men faren for at det breder sig til hvor vi bor er meget lille.

Vi har både filmet og taget billeder så når jeg får tid ligger jeg det ind, men nu er jeg nødt til at tage på træf... sikkert en masse spørgsmål fra gæsterne om branden!