Guide

Guide

Rejseguider

Pernille og Louise er begge ansat som rejseguider hos rejseselskabet "Tyrkietseksperten", eller "Scanways" som det også hedder.
De er nu på farten rundt om i verden.
Pernille har været i Goa, Indien og Louise i Phuket, Thailand.
I 2008 og 09 har de begge valgt at arbejde i Marmaris, Tyrkiet.

Oktober måned…. Den sidste i denne omgang…

RejseguiderPosted by Louise Rasmussen Tue, November 24, 2009 22:06:38

Min fødselsdag nærmede sig og jeg gruede godt og grundigt for dagen… 25 år fy for f….. 14 dage tidligere havde jeg læst i et blad, at ens liv slutter når man fylder 25… så I kan jo selv tænke jer til hvor deprimeret man bliver når der kun er så kort tid til så… Dagen før min fødselsdag tog Pernille og jeg i lufthavnen. Omkring midnat ringede vækkeuret og det var tid til at komme ud til lufthavnen igen for at hente de nye gæster. Da kl. slog 00:00 fik jeg min første fødselsdagssang fra Pernille og da jeg satte de sidste 4 gæster af på deres hotel i Marmaris fik jeg også en sang med på vejen af dem J Kl. var omkring 5 da vi kom hjem i seng og kl. 8.30 var vi på kontoret igen. Marlene skulle have to busser med på byrundtur så jeg bad Kasper om at tage den ene bus – det skulle jeg aldrig ha’ gjort, for før jeg fik set mig omkring havde jeg kanel over det hele – inde på kontoret – og væk var Kasper. Vi fik ordnet vores sager på kontoret og det blev endelig tid til at Pernille og jeg kunne tage hjem og få sovet noget mere. Vi sagde farvel på kontoret og gik. Da vi kom ned for enden af stien ved kontoret sprang de alle sammen pludselig frem og overfaldt mig med en vandslange og gud ved hvor meget kanel. Min reaktion var at sætte mig ned på jorden med hænderne for hovedet ude af stand til at kunne gøre andet end at tage imod. Der stod jeg så midt på vejen og dryppede med en flok grinende kollegaer omkring mig og en masse ukendte tyrkere som ikke fattede et klap af hvad der foregik. Godt nok bor Pernille og jeg tæt på kontoret, men gennemblødt og med kanel over det hele, så føltes det som en meget lang gåtur hjem! Og folks stirrende blikke brændte i nakken af mig. Da vi endelig nåede hjem til lejligheden gik jeg direkte i bad – med alt tøjet på. Efter en time under bruseren og efter at have vasket hår flere gange måtte jeg trist konstatere, at stanken kanel ikke bare sådan lige forsvinder fra håret (der gik to dage før den var væk!). Om aftenen havde Pernille arrangeret hvad vi skulle uden jeg måtte vide det, men jeg har da aldrig mødt en som er så dårlig til at skjule noget som Pernille… Men det var okay – jeg havde regnet ud at vi skulle på Faros. Da vi kom derned var et langt bord pyntet op og i loftet hang røde og hvide balloner. Vi var i alt 24 personer. Efter vi havde spist kom personalet på Faros med lagkage og tyrkisk fødselsdagssang efterfulgt af dansk fødselsdagssang fra danskerne. Jeg skar kagen for og så var der chokoladekage til alle. Derefter begyndte folk så småt at forsvinde derfra. Til sidst sad vi jeg, Pernille og Vicky tilbage (Vicky er en veninde vi har fået fra Skotland som arbejder på Beach Club). Vi forlod Faros, gik en hurtig tur på Salt’n’Pepa hvor vi mødtes med Sandie og derefter på Beach Club. Jeg tror det var en super sjov aften, men jeg fik nok en tequila eller to for meget, for jeg kan ikke helt huske hele aftenen J Dagen efter kunne jeg i hvert fald mærke den ekstra tequila – jeg sov til kl. 18 og var ikke helt klar på at tage til hennafest kl. 19. Men af sted det kom vi da. Hennafest er en form for polterabend med måske 100 mennesker. Det var Julie og Mesut som skulle giftes dagen efter. Sådan en hennafest er noget sjovt noget… Pludselig blev alle pigerne gennet ud i et rum udenfor festlokalet hvor vi skulle stille op på række. Derefter skulle vi gå bagved Julie og Mesut ind gennem det store festlokale og ud midt på dansegulvet. Her skulle vi gå i en ring omkring dem, mens de sad på to stole i midten. Der var så mange mennesker at vi ikke rigtig kunne se hvad der foregik, men jeg vil gætte på at Mesut og Julie fik henna i hånden, for hun havde da en rød silke pose på hånden bagefter. En dame kom hen med et fad med henna på til os, og så skulle vi også have en klat henna i hånden… Da aftenen nærmede sig sin slutning sagde vi pænt farvel og gik på Salt’n’Pepa – Pernille og Sandie var på vodka, men jeg holdte mig pænt til vand. Senere gik vi på Beach Club og efter en cola der trak jeg mig tilbage og gik hjem i seng. Dagen efter havde Julie arrangeret, at dem som ville kunne komme ned til en frisør og få sat hår. Pernille og jeg kom omkring kl. 14. Da det blev min tur sagde frisøren til mig, at mine hår extensions var et problem fordi der var en filt – så han var nødt til at pille et par stykker ud. Efter 4 timer havde de endelig sat mit hår… OG taget ALLE mine extensions ud! Jeg var rasende! Det samme var Pernille, for kl. var 18:10 og vi skulle hentes i busser kl. 17:45…. Det kunne vi jo så ikke rigtig nå, så vi skyndte os hjem, fik noget at spise og fik skiftet tøj. Så smuttede vi over til Ergin og Sonny som også skulle med til brylluppet. De havde bestemt ikke travlt og kl. 20 tog vi en taxa. Vi skulle følges med en hollandsk pige, Janneke og hendes veninde… Det vidste Janneke vist bare ikke, for hun var bestemt ikke glad for at se os og hun blev stiktosset på Ergin over at vi var med… forskellen var bare, at vi kender Julie og Mesut og vi var inviteret… det gør Janneke og veninden ikke og de var heller ikke inviteret! Men bortset fra dem, så var det en rigtig god aften. Julie var virkelig smuk i hendes flotte hvide kjole med det røde silkebånd om livet og en flot Mesut ved sin side, som i dagens anledning havde skiftet break dancer tøjet ud en med en flot smoking. Brudevalsen blev spillet, risene blev kastet, strømpen blev klippet og tyrkerne syntes vi var underlige - men det samme syntes vi om dem og deres traditionelle danse J

Dagen efter brylluppet skulle vi mødes med Mesut og Julie og hendes familie på restaurant Beverly Hills, hvor der var dansker middag. Selve brylluppet var med omkring 600 gæster så det var uden mad, sange og taler, så derfor holdte de en danskermiddag.

D. 18. oktober kom og det var tid til at sige farvel til Kasper og Marlene som rejste hjem. Det var ikke sjovt at sige farvel og det er helt mærkeligt at de ikke er her mere. Samme aften var vi inviteret op til Nimo, hans kæreste og deres 3 måneder gamle datter og spise… Nimo stod for madlavningen… Kyllingelår og kyllingevinger i toastmaskinen… det har jeg ligegodt aldrig oplevet før, men fint det smagte det. Aftenen gik med god mad og en god tyrkisk film og da kl. blev 22 sagde Pernille og jeg tak for i aften og smuttede på Faros for at se elimineringen i X-Factor.

I onsdags (d. 21/10) havde vi inviteret Vicky op til os og spise, for derefter at tage i byen. Det var en super hyggelig aften – bare så ærgerligt at Vicky rejser hjem i weekenden. I går – torsdag – gik dagen i sengen med at se ”Benjamin Button”. Ved eftermiddagstid tog vi ind i basaren hvor vi skulle mødes med Julie og Mesut, som skulle have deres bryllupsgaver. Da Mesut efter laaaaaaang tid havde besluttet sig for hvad han ville have og Julie havde det samme (selvom hun kun brugte 10 minutter hvorimod Mesut brugte 50 minutter) gik vi ned på restaurant Fellini nede i Marinaen hvor vi sammen fik noget lækkert at spise. Pernille og jeg gik langs strandpromenaden hjem og da vi kom hjem kom Julie over til os – så var der dømt hygge med film og slik!

De sidste dage nærmede sig og pludselig var det tid til at sige farvel til Marmaris.. Den sidste aften i Marmaris blev brugt på at gøre lejligheden ren, pakke det sidste og flytte Pernilles ting over i en anden lejlighed. Derefter tog vi på Faros til Haloween party og sluttede på Beach Club hvor jeg fik sagt farvel til de sidste. Transfer bussen kom og af sted mod Bodrum. Ergin, Nimo og Alaz kom og sagde farvel ved bussen… Det var hårdt at forlade Marmaris og det var heller ikke helt uden tårer… Endnu en fantastisk sæson sluttede der…

  • Comments(1)//guide.one2.dk/#post40