Guide

Guide

Rejseguider

Pernille og Louise er begge ansat som rejseguider hos rejseselskabet "Tyrkietseksperten", eller "Scanways" som det også hedder.
De er nu på farten rundt om i verden.
Pernille har været i Goa, Indien og Louise i Phuket, Thailand.
I 2008 og 09 har de begge valgt at arbejde i Marmaris, Tyrkiet.

De sidste måneder i Marmaris 2008

RejseguiderPosted by Louise Rasmussen Sun, January 25, 2009 17:27:55

Puuh det bliver en ordentlig smøre det her for det er da nogle måneder siden jeg sidst har fået fortalt om hvad der foregår hernede… og der sker jo en del ind i mellem..

Efter jeg kom hjem fra Kusadasi kom der besøg hjemme fra DK. Det var P, Mac og Kamal som kom herned på en uges ferie. Jeg ville hen på deres hotel og tage imod dem når de kom, men eftersom de rejste uspecificeret med Star Tours var det altså ikke verdens nemmeste opgave at finde frem til hvilket hotel de skulle bo på. Jeg ringede til Star Tours kontor i Marmaris som ikke kunne give mig noget svar. Endelig fik Katrine fat i en som kunne hjælpe os – hotellet lå kun få 100m. fra vores kontor – genialt! Så mig ned og forhøre mig på hotellet… de anede ikke hvad jeg talte om – de fik ingen gæster fra Danmark den dag. For at gøre en vældig lang dag kort, kan jeg fortælle at jeg altså gav op! Da jeg fik fat i Michael efter de var ankommet i Marmaris viste det sig, at de overhovedet ikke var i Marmaris - de boede ude i Icmeler (ca. 10km. uden for Marmaris)!! Anyway, sådan er det jo når man rejser uspec. Den første aften mødtes vi nede på Long Beach hvor vi gik i byen. Aftenen før jeg havde fri tog vi i byen og jeg tog med dem hjem til Icmeler. Inden vi gik i seng fik vi den fantastiske idé at bade i poolen – kl. 4 om morgenen vel og mærket – vagten sov alligevel. Vi andre var færdige med at sprælle rundt i poolen men Mac skulle liiige blive lidt mere, så da vagten rørte på sig, blev Mac en tro kopi af "Spies – rejser du ikke vil hjem fra" reklamen hvor han dykker ned under vandet og tror på at man ikke kan ses så J Vi fik Mac med op og så sov vi. Dagen efter gik vi ned efter morgenmad og så gik vi til poolen – en af drengene havde på vej op fra poolen om morgenen taget sig den frihed at tage et par poser chips med op fra poolbaren, men dagen efter kom den dårlige samvittighed snigende og den ellers så gode idé med gratis chips blev til, at han pænt gik ned til barmanden og betalte for de forsvundne chips J Efter et par timer slap min tålmodighed op – jeg kan bare ikke ligge stille ved en pool, så jeg tog tilbage til Marmaris og mødtes med Pernille hvor vi gik på stranden. Her gik det dog lidt nemmere med at slappe af… vi faldt begge i søvn og lå der indtil de begyndte at lukke, hvorefter vi satte os op i restauranten og spiste aftensmad. De næste par uger var almindelig hverdag igen men så kom august og så var det for alvor tid til besøg!! Jeg tog i lufthavnen og skulle hente gæster. Og ud kommer Lisa, Rikke og Anne som forventet. Jeg stod helt oppe ved Arrivalhallen i min ellers så nydelige orange uniform og med et Scanway skilt i hånden og tog imod gæsterne, da Lisa fik øje på mig. Hun smed hun sine tasker og løb hen og omfavnede mig! Jeg glemte helt at arbejde og der stod vi så begge med tårer i øjnene af bare glæde! Og en til veninde. Og én til! FANTASTISK! Da busserne var klar til at køre satte vi kurs mod Marmaris. Selvom det var nattransfer var det på intet tidspunkt besværligt at holde mig vågen som det nogen gange kan være. Jeg havde reserveret de forreste sæder til Lisa, Rikke og Anne og snakken gik hele vejen til Marmaris. Jeg satte dem af på Seven hvor de skulle bo og kørte ud med de sidste gæster. Omkring kl. 8 var jeg færdig med min transfer… det var Pernille egentlig også, men hun var i Icmeler og hendes chauffør ville bestemt ikke køre hende tilbage til Marmaris, så hun fik glæden af at komme med en russisk bus på pick-up før hun endelig kom hjem til morgenmad sammen med mig og pigerne. Efter morgenmaden gik vi alle sammen på hovedet i seng. Om aftenen tog vi byen på long beach hvor de mødte Arci, Pedro, Ismet og alle de andre på Sea Side. Søndag var der endnu tid til besøg. Kl. 8.20 ankom transferbussen til Seven og ud trådte Mads A og Michael! Skønt med mere besøg hjemmefra! De næste par dage gik med byture og for mit vedkommende kun en lille smule arbejde – jeg var nemlig så heldig at de andre guider var rigtig søde til at hjælpe mig med fridage så jeg fik 3 sammenhængende fridage mens de var her! Vi tog på bådtur sammen alle sammen (også Pernille) og solede, svedte og badede hele dagen. Stakkels Mads var dog blevet så solbrændt at han måtte holde sig i skyggen det meste af dagen. En aften ville Rikke og Anne gerne slappe af, men det var Jeg, Lisa, Mads og Michael bestemt ikke klar på. Vi tog ned og spiste på en restaurant som Lisa og jeg spiste på den allerførste gang vi var i Marmaris sammen. Efter noget god mad og et par farverige cocktails kom vi til regningen. En af tjenerne som jeg kender dernede fra, hev mig med op i baren og gav mig mine penge tilbage – jeg skulle ikke betale når jeg tog nogle med derned og spiste. Så de penge jeg fik tilbage brugte vi i kiosken på Cider. Derefter fandt vi os en bænk i parken nede ved Marinaen og satte os der og drak dem. Derefter satte vi kursen mod Barstreet. På vejen stødte vi på en bar/restaurant som havde billige vodka redbull og så var det jo det oplagte tidspunkt til en pause inden vi ca. 200m. længere henne ramte barstreet. Efter en velfortjent drink gik vi uden flere stop i Barstreet. Vi gik på noget der hedder Backstreet Garden og lidt senere på Gallion. Inden vi gik fra det ene sted til det andet var vi dog blevet enige om, at vi da selvfølgelig skulle igennem hele udvalget af shots på drinkskortet… Pludselig var kl. 4 og de lukkede! Aaaalt for tidligt i vores øjne – vi var ved at snøre os med til en morgenfest, men i stedet blev det til den sjoveste gåtur hjem nogensinde. Lisa og Mads fik taget billeder på "Walk of fame" som Lisa var overbevist om at det var – hun kunne se stjernerne i fliserne! Selv om de altså ikke var der, aldrig har været der og stadig ikke er der! Det var fortovet i Marinaen! Men ikke desto mindre fik vi da nogle højst mærkværdige billeder derfra! Sprinklerne rundt omkring på vej hjem skulle også afprøves så vi må ha’ set ret så besynderlige ud da vi kom valsende langs strandpromenaden kl. 6 om morgenen. Tømmermændene var mange dagen derpå, men en sjov aften havde det bestemt været! Dagen kom da Lisa, Rikke og Anne skulle hjem. Var der nogen der sagde T U D E F J Æ S ????? Det var bestemt ikke sjovt at sige farvel til især Lisa!! Det var virkelig fantastisk at se hende og de andre!! Savner dem hver dag lige som jeg savner alle jer andre derhjemme også! Så blev det Mads og Michael som skulle hjem! Øv at sige farvel hele tiden!!! Man ved godt at man savner folk mens man er hernede, men når de så pludselig kommer herned og ser hvordan man lever osv. og så bare tager hjem igen – så savner man pludselig endnu mere end man var klar over! Jeg er taknemlig for at alle dem der har været nede og besøge mig/os i løbet af sommeren, at de har gidet bruge deres ferie på at komme ned til os når muligheden for så mange andre steder i verden også var en mulighed!

Næste besøg var dog ikke langt væk, allerede samme weekend som Lisa og Mads og de andre tog hjem kom Jakob og Nadja herned. Det blev til flere byture, restaurantbesøg og Michael Jackson show. Men også de vendte hjem til DK igen. Så nærmede tiden sig d. 30. august – fars og Camillas fødselsdag. Pernille og jeg havde planlagt noget helt specielt til far, så vi valgte at fejre Camillas fødselsdag et par dage før tid. Vi gav hende bind for øjnene og tog en taxa ned til en restaurant hvor en af hendes rigtig gode venner Taner (Thomas) arbejder. Her havde han sørget for balloner og kage til hende J Det var en rigtig god aften og alle fra kontoret kom og fejrede hende. Efter en god middag tog vi på Sea Side og festede hele natten.

Så kom mor og far. Og fars 50 års fødselsdag. På fars fødselsdag mødtes vi med mor og far uden for vores hotel og gik ned på et af vores andre hoteller – Sun Gezgin – som ligger helt nede ved stranden. Vi havde 2 mdr. i forvejen fortalt dernede at mor og far kom og at vi gerne ville fejre fars fødselsdag dér. Lisa havde haft danske flag med da hun var her, så alt var timet og tilrettelagt. Dog havde vi ikke i vores vildeste fantasier forestillet os, at de ville gøre SÅ meget ud af det. Da vi kom derned havde de nemlig pyntet hele restauranten op med røde og hvide balloner, et stort rødt og hvidt banner hang ned langs palmen ved vores bord hvorpå der stod "Happy birthday to you" og de danske flag var sat på stolene ved vores bord. Det var bare så fint og alle de ansatte stod nærmest i kø for at komme hen og give hånd og sige tillykke. Det var en lørdag så der var tyrkisk aften hvilket betød en kæmpe buffet med alt hvad vi kunne spise og en masse underholdning hele aftenen. Tiden kom til at både mor og far skulle have deres fødselsdagsgaver. Mor fik et dansk flag hvorpå der stod skrevet at vi skulle ned til Selcuk (guldforretning) hvor hun kunne vælge lige præcis det smykke hun ville have. Fars var ligeledes et dansk flag – på hans stod der bare i stedet for en guldsmed, at vi skulle ud at dykke. Gaverne faldt i god jord J Da kl. blev omkrig 23 kom en hel del af personalet på en lang række ned igennem restauranten med en fødselsdagskage med lys, stjernekastere og danske flag i mens de sang fødselsdagssang for far - hele restauranten sang med og bagefter måtte far rejse sig og skåle med alle gæsterne i restauranten. Efter kagen forlod vi mætte og tilfredse restauranten og gik på Beach Club hvor vi bestilte drinks og så dragqueen show og hyggede os. På et tidspunkt syntes mor og far at det da var en vildt fantastisk idé at vi rykkede indenfor (Beach Club åbner indenfor kl. 1) så det gjorde vi. Her befandt vi os først i den lille bar men rykkede så op i den store bar. Far faldt i snak med nogle tyrkere og gav en omgang eller to til hans nye venner mens han rendte rundt med et stort dansk flag stikkende ud af skjorten og mor dansede rundt og hyggede sig – et held vi havde en lille smule øje med hende ellers var det endt i mor kirsten dansende på podiet og baren J På selve aftenen var Pernille og jeg nok en smule pinligt berørte, men nu her efter kan vi kun grine af det. Kl. 2.30 gik vi hjem efter en virkelig virkelig vellykket aften som var gået ud over alle forventninger – og far pointerede da også, at det var den bedste fødselsdag nogensinde. Dagen efter skulle mor og far på bådtur som David (en af mine kammerater hernede som sælger bådture) havde foræret mor og far gratis. Vi hentede dem nede ved båden da de kom i land og vi gik sammen hjem på hotellet. Dagen kom hvor vi skulle ud og dykke. Vi blev hentet på hotellet kl. 9.30 og blev kørt ned til Marinaen hvor båden lå og ventede. Her afleverede vi vores billet, gik ombord og fandt os fire strandstole oppe på dækket. På et tidspunkt blev vi kaldt nedenunder på båden og fik de instruktioner som vi havde brug for. Derefter skulle vi dykke i hold – to og to med én instruktør. Instruktørerne var fantastisk dygtige og tålmodige – selv da jeg panikkede fuldstændigt. Instruktøren fik mig op og prøvede at berolige mig og overtale mig til at dykke med ned igen. Men jeg var så bange at det kunne jeg umuligt så jeg svømmede hen til båden igen og lagde mig op til Pernille. Dog nåede jeg at blive filmet og få taget billeder sammen med mor og far under vandet mens vi fodrede fisk. Da vi nåede til 2. dyk tog den ene instruktør mig med ned alene så det kun var mig og ham. Han holdt mig i hånden alt den tid vi dykkede og jeg slappede af og kunne nyde hvor smukt der er under havets overflade i Marmaris. En aften havde vi mor og far med nede og se Michael Jackson show. Jeg kan ikke huske om jeg tidligere har forklaret hvordan det her Michael Jackson show foregår – måske, men nu fortæller jeg det lige igen så J En meget meget dygtig fyr ved navn Yigit klæder sig ud som Michael Jackson hver aften og laver shows – han er langt den bedste af alle de MJ wannabes de render rundt dernede. Yigit har nemlig et hel fantastisk show i forhold til de andre – og det bedste sted at se det her show er på restauranten Green Beach som ligger helt nede ved strandpromonaden. Som intro til showet sættes der en dvd på storskærmen og de mange fladskærme rundt om i restauranten og så skues der op for lyden. Det er en dvd med MJ hvor man ser en masse skrigende fans, en statue som frihedsgudinden bare af MJ blive gjort til syne af helikoptere, en hel hær som gør alt i takt og ja… det er så svært at forklare, men det er virkelig så man sidder med en klump i halsen og nærmest tror at den rigtige MJ skal til at give show! Men i stedet for den rigtige MJ træder Yigit ind i sin forklædning som MJ – han kommer nede fra stranden hvor han kommer ud gennem et kæmpe kæmpe stort tyrkisk flag som hænger mellem 2 palmer og hele vejen fra stranden, over strandpromenaden og gennem restauranten er der KÆMPE stjernekastere (ved ikke hvad de hedder) rundt om hvor han går og det samme er der når han når op på scenen. Og så er han klar! Dvd’en kører videre i baggrunden, men nu med musikvideoer af MJ og hans berømte dansemoves. Alt hvad den rigtige MJ gør på skærmen gør Yigit fuldstændig magen til - og på samme tid - på scenen – hver en detalje er med. Det er så fedt at sidde og se og jeg vil skyde på at vi har været nede og se det de første 30 gange hvis det kan gøre det. Den dag vi havde mor og far med, kom Yigit som det allerførste ned og hilste på mor og far og ønskede tillykke med fødselsdagen og derefter fyrede han sit show af. Men fordi vi havde mor og far med lavede han et forlænget show – det var helt fantastisk og mor og far kunne kun give os ret i, at det virkelig er et godt show – så med Yigit alias MJ og en fishbowl, havde vi endnu en rigtig god aften i Marmaris! Tiden kom til endnu et farvel – eller på gensyn hedder det vel egentlig… I hvert fald kom dagen hvor Pernille og jeg havde transferen hvor vi skulle sende mor og far hjem. Endnu engang en hård afsked! Afsked er hårdt, men besøgene gør det det hele værd!! Det er virkelig fantastisk at få besøg – måske svært at forstå, men det er rigtig rigtig dejligt!!!

I september fik vi nogle nye venner – vi faldt i snak med to svenske piger som vi mødtes med og havde det rigtig sjovt med. Men nogen af dem som vi har haft det allersjovest med er "hatrutterne". Hatrutterne er Marianne på 28 og hendes to kammerater på 36 fra Holland. Hatrut (udtales af mig og pernille "Hatruuuuuut") betyder på Hollandsk "hvordan har du det" og mig og Pernille blev ret hurtige enige om, at det da er det fedeste ord i hele verden! De her 3 mennesker er nogen af de sjoveste vi har mødt hele sæsonen. Vi var i byen med dem på Beach Club hver aften, vi var ude at spise og vi hyggede rigtigt. Det er svært at beskrive hvordan vi havde det med dem, men der var på intet tidspunkt en sur mine eller en negativ stemning, de var bare så cool at være sammen med. Men de var jo også kun på ferie ligesom størstedelen af alle andre så et farvel blev det også til dem. Jeg snakker stadig med Marianne indimellem og hvis de kan få det til at passe kommer de og besøger os i Marmaris til næste sommer – dét kunne være fedt! Det er noget af det rigtig fede ved det her job – man møder så nemt nye mennesker og får så mange nye venner – det er virkelig noget jeg sætter pris på ved jobbet! Så kom dagen hvor AAB skulle spille på hjemmebane mod Manchester United – dét skulle vi se, så mig, Mette, Pernille og Camilla tog vores danske flag og satte os ned på Old Trafford bar for at se kampen på storskærm… et modigt træk kan man fristes til at sige. Der var ikke mange der snakkede til os, de nok nærmere skulede underligt til os, men vi fandt en plads helt oppe foran og så bestilte vi en omgang øl. Under kampen blev vi mindre og mindre, men da vi nåede pausen kunne vi høre nogle andre modige danskere længere nede bagved. Så mig og Pernille skulle jo selvfølgelig lige ned og se efter om det virkelig kunne være rigtigt. Og der stod der så 4 aalborggensere iført AABtrøjer og danske flag i hovederne! Tilbage på vores pladser, hvor vi desværre måtte indse at det nok var mest fornuftigt at fordufte lige så stille fra stedet ved kampens ende, hvis vi ikke ville gøre os selv mere til grin end højst nødvendigt. I løbet af det næste stykke tid skete der nogle små hyggelige ting. Mettes søster kom på besøg, hvilket betød flere byturer og endnu et MJ show. Vi spillede en fodboldkamp sammen med nogle af de ansatte på Seven og fra kontoret. Vi var i Icmeler og spise sammen med Ersel (en breakdancer) og Pernille farvede sig RØDHÅRET!!!!! På det her tidspunkt var vi også begyndt at være meget sammen med Hüseyin (Camillas kæreste på det tidspunkt – mand nu) og lille Ümet og store Ümet. Tiden kom til min fødselsdag… Pernille vækkede mig om morgenen med morgenmad på sengen – dejligt med en søster som gør det så godt som det overhovedet kan lade sig gøre. Drengene på kontoret havde sørget for lagkage så det overraskede de mig med sammen med fødselsdagssang. Om aftenen skulle have været ude og spise med drengene fra Sea Side, men de brændte os af i sidste øjeblik. Så det blev til pizza på Sun Gezgin sammen med Pernille, Mette og Heidi (Mettes søster). Efter aftensmaden gik vi ned i frisørsalonen til lille og store Ümit, Hüseyin, Tolga og ejeren af salonen, hvor de bød på en vodka/redbull. Til min overraskelse slukkede de pludselig lyset og frem kom en lagkage med lys i samt en fødselsdagssang. Efter kagen var indtaget rykkede vi på Sea Side hvor vi i dagens anledning fik os en KÆMPE fishbowl. Så d. 31.10.08 tog jeg og Ümet en endagstur til Rhodos – vi skulle begge over at have stemplet vores pas så vi kunne blive i landet længere tid. Vi havde en hyggelig dag, men jeg vil nu ikke vove at påstå at Rhodos er det mest spændende sted at befinde sig. Den sidste uge vi havde dernede holdte vi ferie. Vi rendte rundt i Marmaris og kedede os, så vi legede turister, så Pernille og jeg var bl.a. en tur på borgen (for første gang….). En af de sidste dage tog jeg en tur til Izmir med bussen (4 timer fra Marmaris) for at besøge en kammerat. Han viste mig hvor han arbejder (en bilforhandler) og viste mig rundt i Izmir. Om natten sov jeg hjemme hos hans onkel og tante.. en lidt sjov oplevelse eftersom de ikke kunne et ord på engelsk og mit tyrkiske altså ikke strækker sig til længerevarende samtaler… så da jeg blev vist rundt i huset af tanten – og bl.a. var inde og se hendes 2 børn som lå og sov var det eneste jeg kunne sige "güzel – chok güzel" J

Dagen efter tog jeg hjem til Marmaris igen – vi hyggede os med pizza oppe os Camilla i hende og Hüseyins lejlighed og derefter skulle vi bare have tiden til at gå til vi skulle hjem. Den sidste uge dernede boede Pernille og jeg på Seven Hotel. Hotellet var på det tidspunkt lukket ned og det var kun os der boede der og så de to receprionister. Da alt strømmen en aften gik, var det en anelse uhyggeligt at bo på et lukket hotel uden vagter eller noget, men vi overlevede og dagen hvor vi skulle hjem kom. Katrine og Baris inviterede på aftensmad om aftenen inden vi skulle forlade Marmaris kl. 23 og da tiden var inde kom Camilla, Hüseyin, store Ümit og Hüso fra kontoret og sagde farvel. Derudover var store Camillas kæreste Omar der og så vores elskede kioskmand J Afsted det gik i bil med Gökhan fra kontoret bag rattet… Selvom vi den sidste uge havde gået og sukket efter at tiden skulle gå så vi kunne komme hjem, var det alligevel et sørgmodigt øjeblik da vi kørte derfra… og oppe i bjergene hvor man kan se ned over hele byen blev der da også klemt en lille tåre.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.